Body-sds Uddannelsen - Emnebeskrivelse
Praktik
Body-sds terapeut underviser i behandling:
Ud fra det holistiske princip vil vi ved hjælp af forskellige massageformer træne indføling. Med indføling menes dels, at eleven lærer at finde blokeringerne i kroppen, og dels at de blokeringer, der findes i kroppen, rummer et signal, som man skal lære at tyde. I skal også lære at guide jer selv.
Udviklingen af evnen til indføling vil foregå på forskellige niveauer. De første år kommer I til at arbejde i grupper under vejledning af en Body-sds terapeut i behandling. I de 3 år grunduddannelsen varer, vil der også blive arbejdet individuelt. Formålet er at fremelske de talentkerner, som hver enkelt person rummer.
En stor del af tiden vil blive brugt til gruppe- og individuel samtaleterapi, gruppe- og individuelle meditationsøvelser og åndedrætsteknikker.
Body-sds terapeut underviser i grundtræning:
Eleverne gennemgår en 3-årig grundtræningsuddannelse. Denne træning er udviklet af Bengt Valentino Andersen siden 1982. Træningsformen har sit udgangspunkt i Body Self Development's System anatomi og meridianlære. Elementer fra disse discipliner er sammensat til et fundamentalt, kraftigt træningssystem, som på holistisk vis går ind og arbejder med menneskets fundament.
Generelt
I det første år vil en Body-sds terapeut fokusere på den fysiske styrke. Dette får stor betydning for senere udførelse af massage, løfteteknikker i forskellige arbejdsstillinger. Dette gælder også indlæring af forskellige basale massageformer, hvor eleven lærer at arbejde med sin egen centrering og udholdenhed.
Eleverne starter med basale åndedrætsøvelser, Body Self Development’s akutryk og sammentrækkende og udvidende øvelser efter Body Self Development's Systemets åndedrætsteknik. Senere i uddannelsesforløbet kommer en selvudviklingsfase, hvor træningen får en mere psykisk karakter. Ud fra dette kan eleverne begynde individuelt at opbygge og føle deres åndelige ståsted.
Endvidere vil der blive arbejdet intenst med gruppeterapi, samtaleterapi, kortere kursusforløb omkring Body Self Development's Systems ernæringsterapi, hvori der også indgår faste og træning, elementterapi, energiøvelser samt individuelt arbejde med at bryde nedarvede mønstre og blive klar på sin egen identitet.
Repetitions- og Øvedage
Her har eleverne mulighed for – uden lærer – at repetere og arbejde med opgaver til den følgende undervisningsdag, både gruppevis og individuelt.
Denne form for samvær giver en afstresset indlæring, hvor det er muligt for eleverne at udveksle og opsamle erfaringer med hinanden. På denne måde lærer eleverne at bruge hinandens styrkesider og arbejde med hinandens svagheder.
Øvedagene er især vigtige, for at opnå et højt niveau, da selvstudie er en stor del af indlæringsmetoden.
Fysisk, psykisk og åndelig orientering
Under uddannelsen vil eleverne blive undervist i paratviden af gæstelærere som udvælges af Ole og Bengt. Undervisningen kan f.eks. være i ernæring, psykoterapi, energiarbejde, meridianlære, zoneterapi, kinesologi, lymfedrænage, Bach's blomstermedici, filosofi og meditation.
Elev hos Body Self Development`s System
Det at blive kropsterapeut ved Body-sds er et håndværk med en stor menneskelig indføling og ikke en udenadslære baseret på fastlåste rammer.
Du kommer til at gennemgå en dyb personlig udvikling, som ikke findes i traditionelle uddannelsessystemer. Friheden til at tage sit eget ansvar under uddannelsen, bliver en af elevens store udfordringer.
Vi har erfaring for, at eleven ofte vil føle, at de ikke har opnået det de forventer, da uddannelsen er så massiv, at når en viden først er integreret, presser en ny viden sig straks på. Indlæringsformen kan i starten virke uoverskuelig og usammenhængende, fordi eleven ofte ikke har et sammenligningsgrundlag for indtagelsen af den viden de står overfor. Vi har mange elever som kommer fra andre uddannelser, der er uddannet omkring det at behandle mennesker på den ene eller anden måde, disse elever vil også føle forvirring, når de sammenligner deres gamle baggrund med den nye.
Derfor vil en stor del af tiden det første år gå med at opnå en fælles kommunikation, både kropsligt og intellektuelt. Ofte består holdene af elever med vidt forskellig baggrund, dette kan også i starten skabe forvirring, men har altid vist sig at være til uddannelsens fordel.
Anatomi og fysiologi 1. og 2. år
Anatomi – fysiologi (læren om kroppens opbygning og funktion)og patologi er for Body Self Development's System en vigtig lære, men ikke på den måde som undervisningen er kendt for i traditionelle uddannelser. Vi vil tidligt i uddannelsen lægge vægt på personlig fremlægning, både individuelt og i grupper. Dette kan for mange elever være en stor udfordring, da der studeres på egen hånd.
Det pensum der arbejdes med, opfylder lovens krav om momsfritagelse efter endt uddannelse.
Man skal udover de skemalagte timer påregne ca. 5–10 timers hjemmearbejde pr. uge.
For at forene anatomien og fysiologien med Body Self Development's System undervisning, vil eleven skulle fremlægge dele af anatomien til hele gruppen. Denne del vil være selvstudie.
Sygdomslære/Patologi 3. år
Undervisning i traditionel sygdomslære, der opfylder lovens krav om momsfritagelse efter endt uddannelse. Der må påregnes 5 – 10 timers hjemmelæsning pr. uge.
For at forene sygdomslære (Patologi) med Body Self Development's System undervisning, vil eleven skulle fremlægge dele af patologien til hele gruppen. Denne del vil være selvstudie.
Eksamen 3. år
Diplomet som kropsterapeut ved Body-sds gives primært for det arbejde, der er ydet og den udvikling, der er sket med eleven i løbet af de 3 års uddannelse. Afsluttende vil hver enkelt elev få mulighed for, under overværelse af Ole eller Bengt, at gennemføre en konsultation med en for eleven ukendt klient. For at give eleven et billede af sin egen præstation vil læreren og eleven, først med klienten og derefter uden, have en samtale om forløbet. Ligeledes skal eleven udføre grundtræningen for ca. 3 ukendte klienter i praktik, samt kunne besvarer teoretiske spørgsmål til Body Self Development's System grundtræning.
Der udstedes kun diplom, såfremt eleven har bestået både trænings- og behandlingsdelen. På diplomet fremgår det med hvilken grad behandlingsdelen er bestået.












